Hvad er hjertesvigt

Hjertesvigt – også kaldet hjerteinsufficiens eller nedsat pumpefunktion – er en diagnose. Diagnosen der kort fortalt betyder, at hjertet svigter – at det har mistet sin pumpefunktion. Der kan være en lang række forskellige årsager til, at det sker, og mange af årsagerne er de samme, som kan forårsage et hjertestop. 

 

Hjertets funktion 

Hjertet er et helt centralt organ i din krop. Dets opgave er at sørge for, at blodet cirkulerer rundt i årerne, så dine organer får den mængde ilt og næringsstoffer, de har brug for, mens kuldioxid og affaldsstoffer bliver fjernet.

 

To separate pumper 

Hjertet fungerer som to adskilte pumper, der arbejder i takt. Ved hvert hjerteslag trækker hjertemusklen sig sammen og slapper af igen, og sender derved blod ud i kredsløbet gennem to separate kredsløb. Normalt er der en fin balance mellem de to kredsløb, der indbyrdes pumper den samme mængde blod: 

  • Højre pumpe - Fører blodet til lungekredsløbet, hvor det iltes, og sendes tilbage til hjertet. 
  • Venstre pumpe - Fører blodet fra lungerne ud i det store kredsløb, så kroppens organer tilføres ilt. Det iltfattige blod sendes tilbage til hjertet, så det igen kan fyldes med ilt. 

Et normalt hjerte slår cirka 100.000 gange om dagen uafbrudt gennem hele livet – det betyder, at det har slået 2,5 mia. gange og pumpet over 200 mio. liter blod rundt, når du fylder 70 år. 

Hvis du bliver ramt af hjertesvigt, er hjertet ikke længere i stand til at forsyne kroppens muskler og organer med ilt og næringsstoffer. Det medfører en række symptomer, som for eksempel træthed, åndenød og væske i lunger, ben og fødder. 

 

Hjertesvigt kræver livslang indsats 

Hjertesvigt er en alvorlig og livstruende tilstand, som ikke kan kureres, men kræver livslang behandling. Prognosen varierer fra person til person, så det er umuligt at sige med sikkerhed, hvordan lidelsen vil udvikle sig. 

Men der findes en række muligheder – både i form af medicin og livsstilsændringer – som kan forlænge livet og hjælpe én til at bevare sin livskvalitet længere tid. Og mulighederne bliver hele tiden bedre, så fremtidsudsigterne er i dag bedre end for bare få år siden. Læs mere om livet med hjertesvigt

Fordi hjertesvigt er en lidelse, der udvikler sig løbende og bliver værre med tiden, er det vigtigt at opdage problemet tidligt og gå til lægen, så snart du mærker forandringer. 

Du kan læse mere om symptomerne på hjertesvigt her

 

Sådan opdages hjertesvigt 

Hjertesvigt kommer ofte snigende, og i starten er symptomerne diffuse. Man begynder typisk at føle, man bliver hurtigere træt og forpustet. Senere bliver symptomerne mere alvorlige, og man kan få væske i kroppen og lungerne. Mange ældre mennesker tænker, at den stigende træthed og åndenød skyldes alderen, og derfor kan der gå lang tid, før de opsøger lægen. I den periode kan de uoprettelige skader på hjertet have udviklet sig. 

Hjertesvigt kan også opstå akut med voldsomme og livstruende symptomer. Det kan ske i forbindelse med et hjertestop, men kan også opstå som en pludselig forværring af et eksisterende hjertesvigt. I de tilfælde skal du ringe efter en ambulance med det samme, da situationen kan være livsfarlig. 

 

Hjertestop eller hjertesvigt – hvad er forskellen? 

Hjerteanfald, hjertestop, hjerteinsufficiens, nedsat pumpefunktion og hjertesvigt. Mange mennesker har svært ved at kende forskel på de mange forskellige begreber. Og det er der ikke noget at sige til. 

  • Et hjertestop er en akut hændelse, hvor hjertet pludselig holder op med at slå. Det kan skyldes en blodprop i kranspulsårerne, som beskadiger musklen i hjertet. Det er det, som også kaldes et hjerteanfald.
  • Hjertesvigt betyder, at hjertet mister sin pumpeevne. Det er det, som også kaldes for hjerteinsufficiens med et lægefagligt ord. En af de mest almindelige årsager til hjertesvigt er en blodprop i hjertet, eller at du har levet med forhøjet blodtryk gennem længere tid. Det kan skade hjertet og føre til hjertesvigt. En række forskellige hjertesygdomme, medfødte hjertefej, visse lungesygdomme, diabetes og alkoholmisbrug kan ligeledes føre til hjertesvigt. 

Ordet hjertesvigt er i øvrigt lidt misvisende, for hjertet fungerer stadig – bare ikke lige så godt som før. Men hjertesvigt kan på sigt føre til, at hjertet stopper. 

 

Almindelige årsager til hjertesvigt 

  • En blodprop i hjertet 
  • Forhøjet blodtryk gennem længere tid 
  • Medfødte hjertefejl 
  • Betændelse i hjertet 
  • Visse lungesygdomme 
  • Diabetes 
  • Alkoholmisbrug 

 Læs mere om, hvem der får hjertesvigt